|
Guidede ture til Den Olympiske Park i London
Den Olympiske Park i det østlige London er Europas største byggeplads, hvor forberedelserne til verdens største idrætsbegivenhed er i fuld gang.
Ikoniske bygninger, som kommer til at præge TV-udsendelserne fra De Olympiske Lege i 2012, er blandt andet Det Olympiske Stadion (åbningsceremoni, atletik og mål for maratonløbet), Aquatics Centre (Svømning, udspring og vandpolo) og Velodromen (banecykling).
Den Olympiske Park vil transformere et forurenet og forfaldent gammelt industriområde til et af de mest moderne og eftertragtede områder i London med gode lejligheder (atleternes værelser under De Olympiske Lege), grønne parkområder og fremragende sportsfaciliteter.
Oplev det olympiske område på en guidet gåtur fra Bromley-by-Bow langs med floden Lea og kanalerne, Abbey Mills Studios (berømte film og TV-udsendelser produceres her), Abbey Mills pumpestation og selvfølgelig Den Olympiske Park. Hør om De Olympiske Leges historie, om berømte sportslegender, om danske olympiske sportsfolk , om Londons kloaksystem og om hvordan London 2012 gør alt for at blive de første bæredygtige Olympiske Lege.
Eller tag på en fascinerende guidet køretur med offentlig transport, bus eller bil rundt til flere olympiske arenaer i det gamle havneområde, Docklands. Underholdningskomplekset O2 skal anvendes til basketballfinaler og redskabsgymnastik, mens udstillings- og konferencemekkaet EXCEL kommer til at danne ramme om boksning, bordtennis, brydning, fægtning, judo, taekwondo og vægtløftning. Greenwich Park byder på hestesport, mens Royal Artillery Barracks i Woolwich skal være vært for skydekonkurrencerne. Vi kører selvfølgelig også rundt om Den Olympiske Park.
Både gåturen og køreturen kan evt. kombineres med frokost i det hundrede år gamle lakserøgeri Forman´s (http://www.formansfishisland.com) som leverer bl.a. til Harrods og Fortnum & Mason. Fra Forman´s er der udsigt til Den Olympiske Park. En anden frokostmulighed er er en traditionel og god lokal engelsk pub.
Få mere info om De Olympiske Lege i London 2012 ved at klikke her: www.london2012.com
Her kan du også tilmelde dig en nyhedsemail om billetter til London 2012, som bliver sat til salg på internettet i 2011. Giv dig selv en god chance for at få billetter til London 2012 Olympiaden, som kun er en kort flyrejse fra Danmark.
|