London byrundtur med bus

Guidet byrundtur i London med bus eller bil eller offentlig transport

Guidet byrundtur med bus eller bil er den perfekte introduktion til alle de forskellige centrale områder i en levende storby som London. Du kommer til at se blandt andet Det engelske parlament med Elizabeth tårnet og Big Ben, Trafalgar Square med Lord Nelsons søjle, Westminster Abbey kroningskirke og bryllupskirke (Prins William og Catherine) samt Buckingham Palace, residensen for det engelske kongehus.

Du vil opdage museernes, teatrenes, folkestyrets, musikkens og malerkunstens London. Der er mulighed for at inkludere et guidet besøg i middelalderborgen Tower of London med de engelske kronjuveler eller i verdens største protestantiske domkirke, St Paul's Cathedral, eller en anden seværdighed efter dit valg.

Du vil rejse gennem Londons næsten 2000-årige historie fra de antikke romeres grundlæggelse af byen ved bredden af floden Themsen i år 43 til Londons store brand i 1666, gennem Victoria-tidens overdådige byggeri, gennem bombningerne af byen under 2. Verdenskrig, gennem genopbygningen, gennem "swinging sixties" med The Beatles og frem til De Olympiske Lege i London i 2012. Oplev de nyeste og mest moderne trends indenfor arkitektur, design, finans, kunst, mad, mode, musik, politik og retsvæsen sammen med en dansk guide. 

Hvis du har behov for at booke en bil eller en bus til byrundturen, så send mig en email for at få kontaktoplysninger på anbefalede firmaer: kaare@guideinlondon.com

Guideinlondon.dk © 2009-2024